fredag den 11. februar 2011

Dansk Orgelmesse

Flemming Chr. Hansen, Bjarne Hersbo, Mikkel Andreassen og Lasse Toft Eriksen

Dansk orgelmesse

Igennem mange år har organisten ved Sct. Johannes Kirke i Herning, Bjarne Hersbo, én gang årligt inviteret 3 komponerende organister til at skrive et værk af ca. 15 minutters varighed. Han skrev også selv hvert år et værk af samme størrelse, og de fire værker uropførtes så ved en såkaldt Autograf-koncert, hvor hver komponist spillede sit eget værk. Sidste år meddelte han, at han nu ikke længere ville arrangere denne type koncerter, og ideen blev derfor taget op af organisten ved Treenighedskirken i Esbjerg, Lasse Toft Eriksen. Han inviterede Mikkel Andreassen og undertegnede samt - for at sikre "arvefølgen" - Bjarne Hersbo til at deltage i et Autograf-projekt i sin kirke. Konceptet fik en mindre opstramning, idet de fire komponister tilsammen skulle skrive en orgelmesse med de fire kendte led Kyrie, Gloria, Sanctus og Agnus Dei - alle baseret på melodier fra den gamle messe "Orbis factor". Desuden skulle værkerne kun vare omkring 10 minutter (hvilket komponisterne havde lidt svært ved at holde sig til, skulle det vise sig). Resultatet blev 4 temmelig forskellige værker med 3-6 satser hver, som tilsammen udgjorde Dansk orgelmesse, som blev uropført i Treenighedskirken d. 4. oktober 2010 - igen spillede hver komponist sin egen musik - og noderne til værket blev udgivet på forlaget Mixtur allerede i november 2010. Det kan købes igennem Aarhus Musik.

Værket er siden blevet opført ved en koncert i Sakskøbing d. 30. januar 2011, hvor jeg selv spillede det hele. Mp3-filer af denne koncertopførelse kan høres her på siden.



Ved uropførelsen havde de fire komponister skrevet noter til hver deres del af “Dansk orgelmesse”.
/Flemming Chr. Hansen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar