tirsdag den 9. november 2010

Geert Christensen - Glæden ved at give koncert

Geert Christensen

Glæden ved at give koncert

Efter at have gået til orgelkoncerter gennem mange år, har jeg lyst til at provokere en smule!
Altså, jeg elsker orgelmusik og undrer mig over at ikke flere har den samme oplevelse. Enten hører jeg til de få udvalgte, eller også må der være noget andet. Dette har jeg gransket lidt og endda foretaget mig visse overvejelser.

Hvis så få som jeg bryder mig om orgelmusik, hvorfor er instrumentet så kommet ind i kirken? Det kunne vel ligeså godt have været en trompetist, guitarist, pianist eller blot et kor, der skulle lede menigheden?
Antagelse; Der må have været en musikalsk betonet lyst til dette instrument.

Når jeg spørger venner og bekendte om hvorfor de ikke lytter til orgelmusik, er det generelle svar, ”fordi det minder om kirke”, ”det minder om begravelse”, ”det er bare larm” og den helt uskyldige og positive ”det har jeg egentlig ikke tænkt over!”.
Antagelse; Manglende kendskab og holdninger inspirerer ikke til nærmere bekendtskab.

Kirkens langsomme ”forfald” har nok også kostet orgelfans af den simple grund, at færre går i kirke og derfor ikke opnår den fortrolighed med instrumentet som musikken kræver. Tænk blot få år tilbage, hvor Matthison-Hansen kunne fylde Roskilde Domkirke til hver koncert! Ja, der var endda indsat ekstra tog fra København, for at transportere orgelfans til koncert i Roskilde.

Når jeg i dag er til koncert, sidder de samme 15-20 stykker der hver gang.

Det er synd for os, men værst for organisten, den stakkel, der har øvet og øvet og tænkt og tænkt over hvad der skulle spilles af nye spændende ting i forhold til sidste koncert, hvor der kun kom 12…

OK, så lad os komme i gang! Lad os markedsføre orglet som koncertinstrument. Markedsføre på alle tangenter.

1. Organisten må være indstillet på at være udadvendt. Tal med menigheden, skriv artikler i avisen, giv interview i lokalradio osv.

2. Åbn orglet som arbejdsplads for alle interesserede. Markedsfør ”åben orgeldag” en aften hver måned, hvor alle kan komme og se orglet, høre om opbygningen og prøve selv at spille. Spil lidt iøre fængende og bring dig selv ned på gulvet til dine kommende koncertgængere.

3. Opbyg dine koncerter som en dialog med dit publikum. Præsenter hvert nummer og fortæl om komponisten og meningen med værket eller oplevelsen med værket. Fremhæv brudstykker af nummeret inden du spiller hele sammenhængen, så publikum kan fange lidt af det du vil.

4. Når vi går til orgelkoncert går vi ikke i kirke! Når vi går i kirke går vi ikke til orgelkoncert! Så når du giver orgelkoncert, er det en koncertstemning vi vil have og ikke andet. Vend bænkene om eller sæt stole ind, så vi kigger på orglet og ikke på korset.

5. Markedsfør dine koncerter i avis, radio og TV. Hvis ikke du selv kan, så få en professionel til at hjælpe.


6. Uddel et spørgeskema i forbindelse med koncerten og lad dine tilhørere komme med ønsker til en kommende koncert.

7. Sørg for at orglet er stemt!

8. Server en kop kaffe bagefter eller midtvejs, så vi kan mødes og snakke om musikken.

9. Osv. Osv.

Jeg ved det er svært og at det kan virke poppet, men tiden har ændret sig og ligeledes må organisten. Er der interesse for instrumentet vil det overleve, ellers bliver det en dag en helt anden situation som ingen tør tænke på. Vi mangler måske nogle frontløbere som de 4 tenorer, der efter rigtige operakenderes mening, gjorde opera populært med billige virkemidler og i bedste popstil. Men det virkede!

Og så får man glæden ved at give koncert.

4 kommentarer:

  1. Hej Geert

    Dejligt og spændende oplæg med friske tanker omkring orglets "popularitet". Det er noget jeg selv tænker meget på da jeg bevæger mig med en fod i begge vande, altså rytmisk og klassisk.
    Jeg er især enig med din betragtning om at organisten skal være mere åben og at klichéerne eller det "poppede" ikke er så farligt igen.

    Mit næste projekt, i de landsbykirker jeg er ansat i, er at lave en påske-passion hvor jeg udfra påskens forskellige stemninger opfører forskellige passende repertoirestykker samt improviserede elementer i liturgiske gudstjenester med hjælp fra en mellemstor lysopsætning som giver alle de hvide kalkvægge farver alt efter stemningen.

    F.eks. vil jeg opføre César Francks Prelude, Fugue et Variation sammen med et langsomt farveskiftende "lysshow".

    Dette er udfra overvejelsen at det moderne menneske skal bombarderes på alle sanser før det er interessant - se bare TV avisen hvor der er musik under overskrifterne.

    Jeg er spændt på at se om det virker, og vi vil, netop som du siger, lave spørgeskemaundersøgelse blandt dem der kommer, samt sætte en artikel i avisen i den nærmeste mellemstore by.

    Lidt nyre tanker herfra.

    Simon Jansfort

    SvarSlet
  2. Hej Simon
    Tak for dit input. Jeg ved ikke om du har fået den mail jeg sendte dig, men nu er jeg på Google, så...
    Jeg synes det lyder spændende og håber du vender tilbage og fortæller om forhåbentlig positive erfaringer med dine tiltag.
    Venlig hilsen
    Geert

    SvarSlet
  3. Ja, ja, lad os bare lave lysshow og gospelmusik alt det andet dansktop-pop og gøre alt for at lede folks opmærksomhed væk fra selve musikken.
    Hvorfor ikke gøre som Virgil Fox og lade rød og grøn og blå og gul røg komme ud fra orglet mens musikken spiller. Det er da festligt og vil sikkert forhøje folks interesse for orgelmusik.
    Det var jo også ham der sagde: "Bach, -he is just one hell of a guy". Hvad med at have en pølsevogn stående i våbenhuset til pausen ??

    SvarSlet
  4. Formoder du blot har fået det forkerte ben ud af sengen....

    SvarSlet